Det lå måske ikke i kortene at min datter skulle gå til ridning og interessere sig for heste – og så alligevel. Fra hun var gangske lille, brugte hun alle lommepenge og mors penge på trækturer på ponyer, hvis hun kunne se sit snit til det. Men ellers var hun gymnastikpige og var lige blevet udtaget til at træne med byens elitehold, da hun forsigtigt nævnte, at hun måske også godt kunne tænke sig at prøve at gå til ridning. Jeg syntes måske også hun var lidt for lille til at træne gymnastik så mange gange om ugen – hun var kun 8 år, så jeg gav lov til at prøve det der ridning i 1 sæson samtidig med almindelig gymnastik og efter 1 år blev gymnastikken droppet og der stod kun hest på programmet.
At starte til ridning
Jeg undersøgte, hvad der var af rideklubber i området og kontaktede den der lå tættest på for at høre, om man kunne få lov til at prøve det først. De fleste steder har man mulighed for at få en prøvetime inden man melder sig til. Det fik vi og derefter hed det ikke mere tirsdag (hvor hun gik til ridning) men Tobias-dag, da den nye pony hed Tobias og eventyret begyndte.
Mange ridetimer, rideoplevelser, 4 år med part på en elevhest, tusindvis af glæder og sorger senere står vi i dag med egen pony, selvom det slet ikke var en del af planen og hun har ikke et sekund fortrudt at hun forlod gymnastikken til fordel for ridningen.
Er det dyrt at gå til ridning?
Ja vil jeg sige – det er forholdsvis dyrt at gå til ridning – men endnu dyrere at have egen pony. En pony skal have mad og passes ordentlig og det koster penge. Derudover skal underviseren også have løn og det er begrænset hvor mange ryttere, der kan være på et hold og hvor mange timer en elevhest kan gå om dagen. Men det giver også massevis af læring og gode timer.
5 ting du skal vide som forældre til en hestepige
Hvis dit barn gerne vil gå til ridning, så er mine 5 bedste råd til dig:
Vær indstillet på, at du som forældre skal være med til ridning – det første lange stykke tid.
Vær indstillet på at en ridetime tager mere end en time. Ofte skal man møde op før time starter for at sadle hesten op eller sadle hesten af efter ridetimen.
Ja det barn kommer til at falde af! Men langt de fleste klarer det uden at kommer til skade og er hurtigt tilbage på hesten igen.
Man behøver ikke alt udstyret med det samme. En del kan også køber brugt. Hvis du køber brugt, så husk at tjekke at det lever op til de nyeste sikkerhedskrav.
Det er helt ok ikke at vide, hvordan en hest sadles op, hvordan hovedtøjet skal vende osv. – Spørg om hjælp, hvis du er usikker. De fleste på staldgangen vil gerne hjælpe en nybegynder, hvis man tør sige det højt.
God fornøjelse og god ridetur!
/ponymor Charlotte