Hvis du eller dit barn er startet op til ridning, så får du her vores bud på de 5 første ting, du bør prioritere at anskaffe dig.
- En ridehjelm. Mange klubber har en hjelm du kan låne de første gange, men det er rart og sikkert at have sin egen, så man ved, hvad den har været udsat for. Husk at en hjelm skal være godkendt efter EN 1384 (2017) standarden. Du kan sagtens starte med en billig ridehjelm, som fås fra 200-300 kr.
- Et par ridestøvler – enten korte med leggins eller lange ridestøvler. Man kan godt bruge gummistøvler de første par gange – det vigtigste er at fodtøjet har en hæl, så man ikke glider gennem stigbøjlen og hænger fast, hvis man skulle falde af
- Ridebukser – man kan starte i et par tætsiddende bukser uden syninger, men derefter er et par ridebukser med grip eller skind mere behagelige og man sidder bedre fast.
- Handsker – et par strikvanter duer bare ikke til at holde fast i tøjlerne i en kold ridehal. Det kræver et par handsker, så man kan holde fast og ikke får hul på fingerne.
- Strigler – de fleste steder, har de strigler, som man kan låne. Men det er bare noget andet at have sine egne. De er ikke så dyre og et oplagt emne til julegaver m.m.
Det er mit bud på de 5 første ting, som man skal have til en ny rytter. Dog er der en 6. ting, som man kan overveje – nemlig en sikkerhedsvest. Jeg har været den pylrede mor, som har “tvunget” Sofie til at ride med sikkerhedsvest de første mange år selvom hun red dressur. I dag fås der tynde sikkerhedsveste, som man næsten ikke mærker, at man har på. Ulempen er at de er dyre i indkøb – men når man 1 gang har fået ros af vagtlægen efter et styrt fordi ens barn havde sikkerhedsvest på, så er den nok en overvejelse værd.
God ridetur!
/Ponymor Charlotte